Administrativ it/superbruger


Byg videre på din grundlæggende IT-viden - og bliv superbruger. Opgradér dine kompetencer med det mål at blive virksomhedens professionelle bruger af relevante it-værktøjer.

Forløbet er både for dig, der ønsker et brush-up inden for dine nuværende administrative jobfunktioner og dig, som måske har et ønske om at skifte branche og derfor har brug for nye kompetencer inden for it og administration. Det handler om at gøre dig til en dygtig all-round administrativ medarbejder. Her får du muligheden for at deltage i et kursus, der går et spadestik dybere.

Efter deltagelse i kurset kan du

  • arbejde med udvidet tekstbehandling
  • bruge regneark til analyse af større datamængder
  • præsentere data
  • anvende databaser
  • bruge e-mail, kalender og opgavestyring efter dine behov
  • foretage korrektur af PDF
  • bruge indhold på tværs af programmer
  • organisere dokumenter i organisationen
  • arbejde med nøgletal i virksomheden.

Indhold

Kurset er opbygget af 8 moduler. Er du beskæftiget, eller er du ledig aktiveringsberettiget, kan du tilmelde dig hele kurset eller sammensætte de moduler eller fag, der er relevante for netop dig.

Modul 1 – Tekstbehandling - Word udvidet (9 dage)

Udvidede faciliteter i Word, herunder Indskrivning og formatering, opstillinger, grafik, layout, skabeloner, typografier, fletning, effektivisering og håndtering af store dokumenter.

Modul 2 – Regneark - Excel udvidet (6 dage)

Udvidede faciliteter i Excel, herunder formler, sortering, flere ark, store datamængder, automatiseringer og pivot-tabeller.

Modul 3 – Præsentationer – PowerPoint (2 dage)

Tilrettelæggelse og fremstilling af flotte målrettede grafiske præsentationsmaterialer i PowerPoint.

Modul 4 – Database - Access (4 dage)

Brugerflader, tabeller, forespørgsler, formularer, udskrifter og rapporter.

Modul 5 – E-mail og kalendersystem – Outlook (1 dag)

Effektiv anvendelse af mail, kalender og opgavestyring.

Modul 6 – Elektronisk samarbejde (4 dage)

Korrektur, pdf, chat, koordinering og planlægning i elektronisk samarbejdsrum, synkronisering, sammenligne, ESDH (elektronisk sags- og dokumenthåndtering).

Modul 7 – Integration mellem programmer (2 dage)

Integration mellem programmer i Office-pakken, så arbejdsopgaven løses rationelt og databehandlingsmæssigt korrekt.

Modul 8 - Forretningsforståelse og nøgletal i it-systemer (2 dage)

Forretningsforståelse til at vurdere arbejds- og forretningsgange ift. virksomhedens strategi og anvendelse af digitalisering.

Forudsætninger

Vi anbefaler, at du har et grundlæggende kendskab til IT, svarende til f.eks. kurset Grundlæggende it.

Antal kursusdage

30 dage
Aalborg Handelsskole  |  Strandvejen 25  |  9100 Aalborg  |  Telefon 9936 4600  |  EAN 5798 0005 54375  |  ah@ah.dk